Herhjemme bliver der ikke fejret Valentine´s Day. Det er nok fordi især kæresten syntes det er noget “kommercielt pis”, som han siger, og at traditionen ikke rigtig siger mig noget, og jeg nok har lidt samme holdning. Derudover er vi heller ikke gode til at huske mærkedage, og derfor heller ikke denne dag.

Men når vi nu i sidste øjeblik kom i tanke om at det var i denne weekend, vil jeg nu heller ikke fornægte at vi brugte dagen idag, som den største undskyldning for at spise masser af bland-selv-slik og gode bøffer med bearnaise igår. For lidt dobbeltmorale skal der nu engang være i det lille hjem. Og det var fantastisk, ihvertfald den del med bland-selv-slik. For vores børn var lidt for trætte til at middagen var specielt harmonisk, og vi endte med at spise lidt i hold, og lidt for kold mad.

Men hvad, det er sådan livet nu engang er med små børn, og så må vi jo bare ud på nogle flere “dates” i fremtiden; Valentine´s Day eller ej.

Rigtig god valentine´s Day søndag til jer derude!

Kærligst

Iben

Kærestetid er en dejlig tid. Og selvom kæresten og jeg er sammen hver dag, og har været det de sidste 15 år, er det ikke så tit vi tager ud sammen bare os to, og får hygget og snakket. Men det gjorde vi i fredags. Jeg havde fået en tur ud og spise og i biografen af kæresten i julegave.

Og NØJ hvor var det bare topdejligt!

Selvom daten startede med at en meget stor og meget fuld mand faldt bagover, lige så lang han var, og landede lige foran os på vej op af rulletrappen. Efter at vi havde fået ham på benene igen, og tjekket han var ok, forsatte vi vores tur som startede på resturant The Italian, inde ved Rådhuspladsen. Et super hyggeligt sted, med skøn mad og så det ikke dyrt, 3 retter for 250 kr. Det er helt ok hvis du spørger mig!

Efter et dejligt måltid, vendte vi snuden mod CinemaxX, hvor vi lige skulle nå at se den nyeste Star Wars film. Som kæmpe Star Wars fan har det været svært at vente, og er glad for jeg nåede at se den i biografen.

Og så fik vi sovet. For første gang i meget lang tid fik vi sovet en ordentlig søvn, uden nogle børn der vækkede én, eller alkohol i blodet som kunne forstyrre ens nattesøvn.

Ganske enkelt perfekt!

Kærligt

Iben

I mange familier er det lidt af et juleshow, at få julen til at gå op. Der er mange traditioner, og ikke mindst forventninger. Sætninger som; “i min familie spiser vi …” og “vi plejer juleaften at …” bliver hyppigt brugt, og når man rammer den første jul som kærester, er det tit lidt af et puslespil, at få set alle og delt tiden ligeligt imellem familierne.

Når man får børn bliver puslespillet ikke mindre. Den mest brugte løsning er nok, at man holder hver anden jul hos mors familie, og hveranden hos fars familie. Hos os har det været sådan, at manden min og jeg holdt juleaften hver for sig, indtil vi fik Villads. Så skulle vi holde jul sammen, og det har været lidt en mixet landhandel hvor vi holdt det.

De sidste to år har det været det samme. Vi holder lillejuleaften med bedstemor og bedstefar, og juleaften hos mormor. Begge aftener er med julemad og juletræ, julesange og gaver til børnene, og det fungere rigtig godt. Jeg tror der er en million løsninger til hvordan man holder jul i de forskellige familier, og det er individuelt hvilken der passer familien bedst. Men det vigtigste må også være, at man er sammen med dem man holder af. Og for mig betyder det rigtig meget, at mine børn oplever julen, både som den er i fars familie, såvel som mors.

Kærligst

Iben

Nårh, men vi har altså ikke fundet noget hus endnu. Må indrømme at vi blev hevet lidt med af, at vejret var så godt, og tanken om en have og grillaftener trak meget i os. Så næste gang skal vi se på huse om vinteren. Vi har begge to den tanke, at man skal kunne mærke det i maven – at det er her vi skal bo- og den mavefornemmelse har vi ikke fået endnu.

Så vi holder øje og sparer op. Vi har lært rigtig meget om, hvilke forventninger vi har hver især, og vi har afstemt dem med hinanden. At vi begyndte at se på huse gav os en god fornemmelse af hvad vi ønsker os, og det har været en super fed oplevelse.

Så mit råd til alle der overvejer at købe ejendom sammen: Kom ud og se hvad markedet byder på. Når man ser på ejendomme sammen, får man tunet sig ind på hvad de fælles ønsker er, og en meget bedre fornemmelse for kvadratmeter og indretning.

Huset har vi ikke fundet, men drømmen er der stadig, og så vokser opsparingen jo imens.

Kærligst

Iben

Hold nu op hvor verdener mødes engang imellem, og nogle gange dem der ligner hinanden mindst.

Min kæreste er ingeniør. Han er tænker og vender og drejer. Jeg er pædagog, tænker, vender og drejer knap så meget, men handler og prøver ting af. Der er plusser og minusser ved begge metoder. En af minusserne ved min metode er (helt sikkert), at jeg nogle gange handler for hurtigt. Ved min kærestes er det at alt ting går i stå.

Såååå, det at vi f.eks. skulle bage en halv million muffins til en fest mega sent om aftenen efter en lang dag, gav ikke det bedste fundament for forståelse af hinandens forskellige arbejdsgange.

Min kæreste spørger meget; om alt muligt. Jeg finder svarene, og det er ikke fordi jeg selv kender dem, men jeg slår f.eks. meget op på nettet, eller jeg tæller når jeg får spørgsmålet; “Hvor mange muffins har vi bagt nu?”

Jeg ved ikke om det er fordi han regner med jeg har det forkromede overblik, som jeg nok tit signalere, fordi jeg hader ikke at have styr på alt, men i sandhed sjældent har.

Jeg har hørt at man skulle lære en masse af at opsøge og samarbejde med de mennesker man er mest uenige med.
Tjek. Jeg må have lært en masse, for den aften gik bølgerne til tider højt i det lille køkken.

kærligst

Iben

Den eneste gang jeg har oplevet en fyringsrunde, forgik det på den måde at man ville modtage et opkald.

Jeg tror det var indenfor en bestemt times interval telefonen kunne ringe. Jeg sad ved telefonen og ventede. Pludselig ringeede telefonen.

Jeg sprang ti meter op i luften og tog hurtigt telefonen, i den anden ende var…

MIN KÆRESTE?!?

Jeg råbte lidt af ham ala “Det gjorde du bare ikke! Du ringer ikke når der er fyringsrunde på arbejdet!”, samtidig med at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af det hele.

Han har senere indrømmet at han gjorde det lidt med vilje…for real?

Nårh men da jeg så modtog denne gode nyhed som du kan læse om her, sad jeg jo og ventede spændt på at der skulle komme en mail med beskeden.

Hvem modtager jeg en fuldstændig ligegyldig mail fra? Min kæreste- Denne gang var det dog ikke med vilje, der havde han glemt det.

Kærligst

Iben

Hjemme hos os er hovedargumentet tit fra min kæreste:

“Jamen du er jo så god til det!”

Det især når der er opgaver i vente, som at skifte lortebleer eller pakke bil.

og det er da ikke fordi jeg ikke er glad for at være god til noget, men mistænker lidt min kæreste for, at det er en dårlig undskyldning. Og jeg må også indrømme, at det er da rart at være god til noget, men hvorfor er det kun lorteopgaverne (nogle gange i bogstaveligste forstand) jeg er god til?

Jeg tror at jeg må argumentere tilbage næste gang med noget i retning af: “Og netop derfor må det være din tur, da du jo skal øve dig så du kan blive ligeså god!”

Og ellers øve mig i også at blive god til opgaver, som at spise kage og sove middagslur.

Kærligst

Iben

Hvorfor er den anden person i forholdet den bedre halvdel? Hvorfor ikke bare en halvdel? Hvorfor bedre?

Jeg er helt med på at manden min supplerer mig og er super god til det. Han er den eneste ene og den eneste rigtige for mig. Efter 14 år er jeg sikker på vi bliver sammen. Ja vi er sågar begyndt at snakke om at blive gift – hvilket er stort.

Så jeg er ikke kærlighedspessimist, jeg mener bare at jeg supplere ham ligeså meget og ligeså godt, som han supplerer mig. Jeg mener ikke han er bedre end mig. Han er bedre til nogle ting, hvor jeg er bedre til noget andet.

Jeg mener heller ikke, at man som kærester skal smelte sammen i en symbiose. Jeg mener at man skal forblive sit menneske, og have lov til at forblive og pleje sit menneske, ligeså meget som man skal pleje tosomheden. Det er en balancegang, men det er vigtigt at man har mulighed for at lave noget alene, og prioritere det ligeså højt, som date-night og parhygge.

Kærligst

Iben

Er du tidsoptimist eller tidspessimist? Eller måske tidsrealist?

Hjemme hos os er der to forskellige tidszoner.

Den optimistiske, hvor man tror at man altid har minimum 10 minutter mere end man reelt har. Denne tidszone gør, at man tit kommer for sent og aldrig rigtig ved hvad klokken er. Denne tidszone er min kæreste i. Han er tidsoptimist. Han kommer tit for sent, og er også den der tit halser bagud i planlægningen. Han hader at skynde sig hvilket gør, at alt går i et meget stille og roligt tempo.

Den pessimistiske. Det er den tidszone jeg er i. Jeg er tidspessimist. Jeg har altid styr på hvad klokken er. Hvis jeg ikke har ur på, så har jeg et ur i nærheden. Jeg tager nærmest udgangspunkt i at vi kommer for sent, og planlægger derfor altid med, at der er minimun 10 minutter til uforudsete ting. Jeg kan godt finde på at skynde på mig selv og mine omgivelser i god tid, udfra det perspektiv at der sikkert sker noget, der gør at vi kommer for sent.

Jeg HADER at komme for sent.

Men hvad sker der egentlig ved at komme for sent eller ikke overholde sine aftaler? Altså, efter alle har en mobil på sig, er det blevet så nemt lige at skrive at man er forsinket, så det gør jo ikke noget eller hvad? Selvfølgelig skal man komme på arbejde til tiden, men når man bare skal besøge nogen, I byen med vennerne, etc?

Personligt er jeg blevet træt af at vente på andre. Jeg har det godt med at komme til tiden, og mest af alt, at andre ikke skal vente på mig. Men måske det er lidt for firkantet? For i en verden hvor alt er så omskifteligt, og vi skal nå en masse vi sjælendt når, og vi kan vælge og vrage imellem en masse, inkl. aftaler, skal man måske til at være lidt mere loose?

Jeg tænker tit på hvad vi giver videre til vores børn. For jeg ønsker at mine børn overholder deres aftaler. Det er bl.a. en god kompetence at have når man i fremtiden skal passe et arbejde, men jeg ønsker ikke at de får det stressede forhold til tid som jeg har. Jeg ønsker nok i virkeligheden at de bliver tidsrealister. Mennesker der planlægger deres tid så de overholder deres aftaler, og samtidig kan slappe af.

Jeg er ikke nået dertil endnu, men ønsker at vi begge vil blive tidsrealister herhjemme. For lige meget om man er tidsoptimist eller tidspessimist, så må det mest ønskværdige da være, at være tidsrealist. Det gør det ihvertfald nemmere at planlægge en hverdag sammen når man er i samme tidszone.

Kærligst

Iben