Tidsoptimist vs. Tidspessimist.

 

Hjemme hos os er der to forskellige tidszoner.

Den optimistiske, hvor man tror at man altid har minimum 10 minutter mere end man reelt har. Denne tidszone gør, at man tit kommer for sent og aldrig rigtig ved hvad klokken er. Denne tidszone er min kæreste i. Han er tidsoptimist. Han kommer tit for sent, og er også den der tit halser bagud i planlægningen. Han hader at skynde sig hvilket gør, at alt går i et meget stille og roligt tempo.

Den pessimistiske. Det er den tidszone jeg er i. Jeg er tidspessimist. Jeg har altid styr på hvad klokken er. Hvis jeg ikke har ur på, så har jeg et ur i nærheden. Jeg tager nærmest udgangspunkt i at vi kommer for sent, og planlægger derfor altid med, at der er minimun 10 minutter til uforudsete ting. Jeg kan godt finde på at skynde på mig selv og mine omgivelser i god tid, udfra det perspektiv at der sikkert sker noget, der gør at vi kommer for sent.

Jeg HADER at komme for sent.

Men hvad sker der egentlig ved at komme for sent eller ikke overholde sine aftaler? Altså, efter alle har en mobil på sig, er det blevet så nemt lige at skrive at man er forsinket, så det gør jo ikke noget eller hvad? Selvfølgelig skal man komme på arbejde til tiden, men når man bare skal besøge nogen, I byen med vennerne, etc?

Personligt er jeg blevet træt af at vente på andre. Jeg har det godt med at komme til tiden, og mest af alt, at andre ikke skal vente på mig. Men måske det er lidt for firkantet? For i en verden hvor alt er så omskifteligt, og vi skal nå en masse vi sjælendt når, og vi kan vælge og vrage imellem en masse, inkl. aftaler, skal man måske til at være lidt mere loose?

Jeg tænker tit på hvad vi giver videre til vores børn. For jeg ønsker at mine børn overholder deres aftaler. Det er bl.a. en god kompetence at have når man i fremtiden skal passe et arbejde, men jeg ønsker ikke at de får det stressede forhold til tid som jeg har. Jeg ønsker nok i virkeligheden at de bliver tidsrealister. Mennesker der planlægger deres tid så de overholder deres aftaler, og samtidig kan slappe af.

Jeg er ikke nået dertil endnu, men ønsker at vi begge vil blive tidsrealister herhjemme. For lige meget om man er tidsoptimist eller tidspessimist, så må det mest ønskværdige da være, at være tidsrealist. Det gør det ihvertfald nemmere at planlægge en hverdag sammen når man er i samme tidszone.

Kærligst

Iben

Kærligst

IbenME