Om at opdrage i det offentlige rum

Jeg tror alle forældre har prøvet at stå i et supermarked, eller i en restaurant, eller i et andet offentligt rum, med et barn der på alle måder var utilfreds.

Jeg har en søn som ikke er bleg for at stikke i et kæmpe hyl, når livet går ham imod. Det er nogle gange berettiget (og i hans hovedet nok altid berettiget), men i mit hoved handler det om at sætte rammer for ham, også selv om de nogle gange, for ham, synes uretfærdige.

Men jeg er nu engang forældreren, og har derfor også et ansvar. Men hold nu op, det kræver sin kvinde eller mand, at holde ryggen rank, når man står med et total hysterisk barn nede i supermarkedet, og det kræver endnu mere sin kvinde/mand, at tage sit barn og gå. Men det er nu engang det det oftest ender med, for falder Villads ikke ned rimelig hurtigt, så tager jeg ham og går.

På nogle virker det voldsomt, men jeg ser det mere som at skåne ham, og mig selv for den sags skyld. For jo flere øjne der hviler på én, jo mere presset bliver situationen. Jeg føler at ved at fjerne ham og mig selv, skærmer jeg os begge fra fordomme, og giver os luft til lige at mærke efter, hvad der i virkeligheden sker. Og det giver os også chancen for at gå hjem og slappe af istedet. For helt ærligt i dag kan man købe ind altid, så hvorfor skal det være der hvor overskuddet ikke er der?

Endvidere har jeg efterhånden lært at manøvrere rundt i de mange bebrejdende blikke man kan få. Enten fordi at folk finder mig total anti-anerkendende og ser mig som en dårlig mor, eller de blikke der dømmer mit barn for at være total uopdragent og utaknemmeligt. Noget mit barn absolut ikke er. Det er nemlig ikke mit barn der har valgt at købe ind efter 7 timer i institution. Men blikke og meninger er der nok af, og det minder jeg mig selv om, også når fordomstanken rammer mit eget hovedet, og jeg tænker “hvad har den mor gang i?” Lige dér husker jeg mig selv på, hvor jeg stod i sidste uge eller igår.

Kærligst

Iben

Kærligst

IbenME