Forleden stod jeg med kæresten i køkkenet og lavede mad, og vi snakkede om at min søn igen skulle have en ny fagperson til vurdere ham, da psykologen tilknyttet hans gruppe stoppede.

Jeg brokkede mig en smule, ikke over at dygtige mennesker får nyt arbejde, men fordi jeg ikke mener det er optimalt. Det er enormt svært at følge en udvikling hos et barn, man kun følger et halvt år ad gangen. Men det er desværre vilkårene nogle gange, og så må man tage den derfra.

Min kæreste sagde:

 “Nogle gange tror jeg han bliver reddet af at du er hans mor, at du ikke tager fagpersonernes udsagn for gode varer, og at du presser ham når han kan klare det.”

Jeg blev glad og stolt, for jeg tvivler da tit på om det jeg gør er godt nok. Er jeg nu for hård eller for blød, og hvordan er det nu med de der pædagogiske tiltag? Og er jeg egentlig lidt for meget pædagog mor, eller måske for lidt, fordi jeg arbejder i det pædagogiske felt hele dagen?

Jeg tvivler tit på om jeg en god nok mor og om jeg har ret, som jeg selv så stålfast udviser, når jeg er til møder eller har en dialog om mit barn.

Så jeg bliver glad og rørt, når jeg får at vide at jeg klarer det godt, for det er trods alt min vigtigste opgave i livet, det at være nogens mor.

Jeg havde glemt det, i et kort sekund havde jeg glemt det, hvad det vil sige absolut ikke at sove… Men min yngste søn mindede mig om hvordan det nu engang er, at have små børn der vågner meget om natten. Om det er tænder eller ondt i maven, eller bare fordi der er så meget hurlumhej her i juledagene, det er ikke til at vide, men ud over de mange vækninger, fordi han bøvlede rundt eller græd i søvne, var han vågen i næsten halvanden time og var ked. Så vi gik ture på skift og vuggede ham. Endelig faldt han til ro, og idag er humøret højt – det er kun mor og far der sidder og er morgengrimme, og småsover i sofaen.

Kærligst

Iben

Jeg tror alle forældre har prøvet at stå i et supermarked, eller i en restaurant, eller i et andet offentligt rum, med et barn der på alle måder var utilfreds.

Jeg har en søn som ikke er bleg for at stikke i et kæmpe hyl, når livet går ham imod. Det er nogle gange berettiget (og i hans hovedet nok altid berettiget), men i mit hoved handler det om at sætte rammer for ham, også selv om de nogle gange, for ham, synes uretfærdige.

Men jeg er nu engang forældreren, og har derfor også et ansvar. Men hold nu op, det kræver sin kvinde eller mand, at holde ryggen rank, når man står med et total hysterisk barn nede i supermarkedet, og det kræver endnu mere sin kvinde/mand, at tage sit barn og gå. Men det er nu engang det det oftest ender med, for falder Villads ikke ned rimelig hurtigt, så tager jeg ham og går.

På nogle virker det voldsomt, men jeg ser det mere som at skåne ham, og mig selv for den sags skyld. For jo flere øjne der hviler på én, jo mere presset bliver situationen. Jeg føler at ved at fjerne ham og mig selv, skærmer jeg os begge fra fordomme, og giver os luft til lige at mærke efter, hvad der i virkeligheden sker. Og det giver os også chancen for at gå hjem og slappe af istedet. For helt ærligt i dag kan man købe ind altid, så hvorfor skal det være der hvor overskuddet ikke er der?

Endvidere har jeg efterhånden lært at manøvrere rundt i de mange bebrejdende blikke man kan få. Enten fordi at folk finder mig total anti-anerkendende og ser mig som en dårlig mor, eller de blikke der dømmer mit barn for at være total uopdragent og utaknemmeligt. Noget mit barn absolut ikke er. Det er nemlig ikke mit barn der har valgt at købe ind efter 7 timer i institution. Men blikke og meninger er der nok af, og det minder jeg mig selv om, også når fordomstanken rammer mit eget hovedet, og jeg tænker “hvad har den mor gang i?” Lige dér husker jeg mig selv på, hvor jeg stod i sidste uge eller igår.

Kærligst

Iben

Som forældre gør man sig erfaringer om sig selv, og ikke mindst om sine børn, hver eneste dag. og nogle gange skal man gøre sig de sammne erfaringer flere gange (åbentbart). Som  i sommerland i sommers, hvor kæresten og jeg fangede os selv i igen, at “overspørge” vores søn, om han ville det ene eller det andet. Vil du prøve den eller den, vil du det eller det. Vores søn endte med at løbe lidt hyper rundt, og til sidst svare katagorisk nej til alt.

Forståeligt nok.

For ærlig talt gider jeg heller ikke blive spurgt om 20 ting. Som du kan læse mere om her, så er jeg ikke god til spørgsmål, får mange af dem dagligt ,og føler nok et vidst ansvar for at kunne svare på det hele.

Og medbestemmelse er godt, ingen tvivl om det, men man kan også blive skør af at skulle tage stilling til alt hele tiden. Så da vi havde registreret hvad vi havde gang i, blev der hurtigt sat en dæmper på spørgsmålstrømmen, og det gav ligesom rum til at slappe mere af, både voksne som børn. Og vores søn begyndte pludselig at prøve en masse ting.

Kærligst

Iben