Nogle gange tror jeg han blir reddet af dig

Forleden stod jeg med kæresten i køkkenet og lavede mad, og vi snakkede om at min søn igen skulle have en ny fagperson til vurdere ham, da psykologen tilknyttet hans gruppe stoppede.

Jeg brokkede mig en smule, ikke over at dygtige mennesker får nyt arbejde, men fordi jeg ikke mener det er optimalt. Det er enormt svært at følge en udvikling hos et barn, man kun følger et halvt år ad gangen. Men det er desværre vilkårene nogle gange, og så må man tage den derfra.

Min kæreste sagde:

 “Nogle gange tror jeg han bliver reddet af at du er hans mor, at du ikke tager fagpersonernes udsagn for gode varer, og at du presser ham når han kan klare det.”

Jeg blev glad og stolt, for jeg tvivler da tit på om det jeg gør er godt nok. Er jeg nu for hård eller for blød, og hvordan er det nu med de der pædagogiske tiltag? Og er jeg egentlig lidt for meget pædagog mor, eller måske for lidt, fordi jeg arbejder i det pædagogiske felt hele dagen?

Jeg tvivler tit på om jeg en god nok mor og om jeg har ret, som jeg selv så stålfast udviser, når jeg er til møder eller har en dialog om mit barn.

Så jeg bliver glad og rørt, når jeg får at vide at jeg klarer det godt, for det er trods alt min vigtigste opgave i livet, det at være nogens mor.

Kærligst

IbenME