Mit barn trivedes ikke

 

Hvad gør man når ens barn ikke trives?

Jeg var sikker på at jeg havde svaret. Så skulle han da flyttes. Ingen diskussion.

Men så skete det – lige så stille og roligt, uden jeg opdagede hvor slemt det var?!

Min søn gik i det man ville kategorisere som en ressourcestærk institution. Kompetente pædagoger, dejligt hus og en god atmosfære. En institution som helt sikkert ligger i toppen af poppen, når man snakker ressoucer på alle leder og kanter.

Jeg er selv pædagog og tænkte bare WOW det er fedt det her! Min søn startede da han var omkring et år og det gik derudaf. Han virkede glad.

Men lige så stille ændrede det sig. Han blev ked af det når han skulle afsted. Han sad tit alene og var sjældent med de andre børn, og så begyndte indkaldelsen til samtalerne i vuggestuen at komme.

Der er noget galt, han udvikler sig ikke alderssvaarende.

Åh nej!

Så startede tankerne og bekymringerne. Jeg har selv to brødre der er udviklingshæmmede (Det kan du læse mere om her) Min ene brors udviklingshæmning skyldes højt sandsynligt en fødselskade. Min søns fødsel var også en lang affære der endte med en sugekop på hovedet.

Er det historien der gentager sig?

Mange samtaler fulgte. Rigtig mange. Konklusionen blev, at min søn helt sikkert ville blive tabt i en almindelig børnehavegruppe. Han havde brug for ekstra støtte og en mindre gruppe af børn for at kunne blive tryg, opbygge sit selvværd og udvikle sig.

I den forbindelse flyttede vi ham. Vi tænkte, alle har brug for en ren tavle, at skrive på engang imellem og nye øjne der ser.

Min søn har det idag rigtig godt. Han er i rivende udvikling og der er ingen tvivl om, at det skift til en mindre gruppe og flere pædagoger, har været det helt rigtige for ham.

Jeg var sikker på jeg vidste hvad det ville sige at barn ikke at trivedes. Jeg troede at grundet min egen uddannelse og virke som pædagog, at jeg ville se det –  Ovenikøbet måske lang tid før alle andre.

Men jeg tror faktisk det at jeg var pædagog gjorde mig blind til en vis grad. Jeg tror jeg holdt ham i den instiituion lidt for længe. Det er tydeligt for mig idag at jeg burde have flyttet ham lang tid før. Men fordi jeg ved hvad det vil sige ikke at have ressoucer nok, og fordi jeg ved hvor mange bolde man skal kunne jonglere som pædagog, undskyldte jeg nok mere på deres vegne end jeg beskyttede min søn. Måske frygtede jeg at jeg ville leve op til udsagnet “De værste forældre, er pædagog forældre“.

Jeg ved ihvertfald at det ikke er en historie der kommer til at gentage sig. Jeg har lært at min mave fornemmelse er rigtig, og så er det lige meget om den mavefornemmelse er moderlig eller pædagogisk.

Jeg vil gerne her til sidst understrege, at der er ingen tvivl om at institutionen ville min søn det bedste. Men de formåede bare ikke skabe de rigtige rammer for ham. Dette er absolut ikke ensbetydende med at de ikke kunne det for alle andre børn, for det var absolut mit indtryk at det var en god institution, med en masse børn der stor-trivedes.

Kærligst

Iben

Kærligst

IbenME