Home, sweet home

Så er jeg endelig hjemme!

Manden (Milos) og jeg, har i forsøg på at opdrive noget sol, brugt den seneste tid på, at dyrke en form for ‘jet-setter’-tilværelse.

I februar tog vi en smuttur til Malmø i anledning af Valentins Dag.

I marts brugte vi en uge i Torremolinos, Malaga. I den turist-forladte (og pensionist-prægede) by, stod den på total afslapning og masser af vin. Et anbefalelsesværdigt sted, hvis man ønsker at gå lange ture ved vandet eller mæske sig i fersk fisk.

Da Malaga ikke bød på de håbede mængder sol, var der allerede planlagt besøg hos Manden’s bedsteforældre i Donji Ljubeš, Serbien.

I den lille landsby, var der lagt i kakkelovnen (i bogstaveligste forstand), til landlig idyl, væk fra hverdagens stress og jag. Her så vi lidt mere til forårssolen, men senere blev Serbien ramt af store mængder regn, der skabte oversvømmelser flere steder.

Mange fæstner sig ved Serbiens negative forhistorie, men der er det vigtigt for mig at påpege, at alle nationer gemmer på grusomme fortællinger. Med alderen, er det også gået op for mig, hvor meget af den vestlige verdens egen negative forhistorie, udebliver fra undervisningen og hvordan mediebilledet herhjemme, konstant fordelagtigør vestlige handlinger, frem for at se tingene i et større perspektiv. Min pointe er bare, at man ikke skal tage alle fakts for gode vare og bestemt ikke sætte folk i bås.

Serbien er ikke befolket af røvere og banditter. Flere serbere er fattige og lever under standarden, af de fleste vesterlændinge, hvilket betyder, at nogle befolkningsgrupper er mere desperate og at visse familietragedier, fremstår værre. Men som oftest, når man kommer lidt længere sydpå, er kulturen langt varmere og mere imødekommende end herhjemme. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed og kærlighed, fra folk jeg knap nok kan kommunikere med. Trods de store forskelligheder i samfundsstrukturen, er det let at føle sig hjemme.

Den eneste “fare” jeg måtte have været udsat for, er at have kørt over 50kmt på scooter og være blevet gøet af, af “Fenrisulven” (bedsteforældrenes vagthund, Jhonny, som er på størrelse med en mindre sjætlandspony). Så er der selvfølgelig flyveturen – det er jo ikke fordi div. seneste flytragedier, beroliger nerverne.