Improvisation i babykalenderen

Ej for hulan hvor er det bare top dårlig stil, men at få skrevet tingene ned om nummer to barn, er bare ikke nemt at huske.

Dengang Villads var lille, var det som om der var mere tid. Ikke tid til dit eget selvstændige liv, bevares, det lærte man i stor stil at ligge på hylden, men tid til at dvæle ved momentet. Neeeeeej se han har fået en tand, han kan holde skeen selv, han kan dit, han kan dat, og babylkalenderen blev opdateret i stor stil med sove, amme og skide tider.

Men med nummer to, not so much. Det er ligesom om at den tid man har til overs, giver man til sit andet barn. Så babykalenderen er i stor stil blevet improviseret ala. ” Skat? hvornår tror du han fik den dér tand? Er det ikke ca. 14 dage siden? Og da han første gang spiste selv, det var da lige før jul ik? eller hvad tror du?”

Hold nu op en omgang halvimproviserede tidspunkter der er i den kalender. Ikke at de ikke betød lige så meget som med den første, men jeg nåede bare ikke dvæle ved det på samme måde. Og ærlig talt, har både mangel på søvn og det høje hverdagstempo gjort, at jeg har svært ved at huske noget som helst, men mon ikke det kommer tilbage? Jeg nyder ihvertfald tiden med mine børn, og alle deres nye skridt i livet, også selvom de bliver improviseret lidt i babykalenderen.