Børn og pligter

Hvor meget skal man som barn hjælpe til derhjemme? Vi har  snakket en del om det herhjemme i den sidste tid. Jeg mener at Villads er stor nok til at deltage i forskellige små gøremål, som f.eks at hjælpe med at dække bord. Men der er langt fra tanke til handling, så mit nye forslag var ihvertfald, at man skal rydde op efter sig selv. Manden min var helt enig, men som han sagde; “det er svært at huske det, da jeg ikke selv er opdraget til det”, og der blev jeg lige igen mindet om, hvor forskellige liv vi egentlig har haft. Hjemme hos mig måtte man gerne rode på sit værelse. Punktum. Med fire børn var det en selvfølge, og et must, for at vi alle kunne holde ud at være sammen, at der blev ryddet op på “fælles arealerne”. Så stuen var et “no-go”, når det gjaldt at efterlade egne ting og sager.

Jeg syntes nogle gange min mor var lidt fjollet, hvad angik det der oprydning, og er selv det største rodehoved, men efter vi nu har to små børn i en lille lejlighed, så forstår jeg hende fuldkommen. Der skal ryddes op i stuen, dagligt, for rod breder sig. Og Villads og Valdemar skal hjælpe til i det omfang de kan. Jeg mener og tror på, at børn skal lære, at  indgå i et fællesskab, og at fællesskabet også kræver lidt arbejde, bl.a. i form af at hjælpe til derhjemme. Man skal ikke have en femmer for at gå ud med skrald, man skal gå ud med skrald fordi det er en hjælp til fællesskabet. Det tror jeg er et vigtigt budskab.

Og så bliver jeg selvfølgelig totalt glad i låget, når Villads selv tilbyder sin hjælp til madlavningen. Så sejt altså!

Kærligst

Iben 

Kærligst