Når man bliver råbt ad

Jeg var i indkøbscenter med min søn, vi gik og snakkede. Pludselig stod en dame foran os. Vi blev ved med at gå til samme side. Hun havde travlt med at snakke i telefon og kommentere på de mange mennesker der var. Da vi havde prøvet at gå uden om hende flere gange, smed jeg en lavmælt kommentar i retning af; “det var dog utroligt, som man skulle gå uden om hende”. Det skulle jeg aldrig ha’ sagt, hun råbte efter mig småløbene og med telefonen i hånden; “om der var noget galt?” Hun nåede at råbe flere gange, inden jeg fik svaret hende. Jeg sagde til hende, at jeg havde sagt til min søn, at vi skulle uden om hende. Så råbte hun op om, at hun gerne måtte stå der ,og noget med hendes ret. Jeg slog ud med armen og responderede; “åhhh så slap dog af.” 

For ja, set i bakspejlet skulle jeg nok ikke ha’ kommenteret på hende, eller været i nærheden af hende og hendes ret til at stå der. Og det er da også helt sikkert, at jeg havde gået en stor bue uden om, hvis jeg havde vidst, at jeg ville få den reaktion fra hende. Men seriøst? At løbe råbende efter folk, uden en brøkdel af selverkendelse, over at man måske også selv kunne være lidt til stede i den verden man nu engang tøffer rundt i, er mig en gåde. Havde det været mig havde jeg tænkt; nårh ja jeg fylder lidt – sorry – og gået videre. At jagte mennesker, råbende, er ikke noget jeg mener på nogen måde giver mening. Eller er det bare mig der har et forældet syn på kommunikation og konflikthåndtering? Jeg ville ønske jeg havde reageret anderledes, måske med mere måde eller forståelse, eller sagt noget virkelig genialt og afslappet. Men sandheden er at jeg blev rimelig paf, og så har jeg svært ved at mennesker råber ad mig, især når det er mennesker jeg ikke kender.

Kærligst

Iben