Pædagog og hva´så?

Jeg har netop siddet og set den nye sæson af “Masterchef” i fjernsynet. Det slog mig, at flere af deltagerne er pædagoger, pædagoger der enten har lagt deres hverv på hylden for at forfølge drømmen, eller ikke ved om de vil blive ved med at være pædagoger.

Og jeg forstår dem godt. Både den del med at forfølge drømmen, som jeg altid syntes man skal gøre, hvis det overhovedet er muligt, men også dem der ikke ved om de egentlig vil blive ved.

At være pædagog kræver meget af dit menneske. Det er der ikke noget nyt i. Det at man konstant skal forholde sig til andre, er et vilkår for den pædagogiske praksis. Men der bliver i højere grad stillet krav til en praksis, hvor de hænder der skal skabe den, bliver skåret væk. Det er dejligt der bliver stillet krav og udfordringer foran én, men ikke hvis man ikke har tid, rammer og muligheder for at indfri dem. Hvis du altid halser ti skridt bagefter, giver det følelsen af ikke at kunne skabe de rigtige rammer, og ikke gøre sit arbejde godt nok. Det er dybt frustrerende, og kan være svært at gøre noget ved.

Dette er ikke et det-er-bare-mega-hårdt-at-være-pædagog indlæg, for det er det ikke altid, det er også udfordrende, udviklende, sjovt, livsbekræftende og meget mere, men det er mere en reflektion. Jeg tror at generationen af pædagoger, der ikke vil være pædagoger mere, vil vokse. Og jeg syntes det er MEGA ærgeligt, da jeg mener det er sådan et vigtigt erhverv.

Kærligst

Iben