Ros

Her forleden dag blev en af bedsteveninderne rost. Hun fik et kæmpe klap på skulderen og en stor anderkendelse, som på alle måder var velfortjent! Jeg blev mega glad på min venindes vegne, for hvorfor skulle jeg ikke det? Hun er jo top sej!

Men jeg begyndte at tænke på det at få ros, eller mere det at få anderkendelse. Man søger det i sit arbejdsliv, i sit familieliv, af sine forældre, af sine kollegaer. Ja, jeg tror alle, om de vil stå ved det eller ej, ønsker anderkendelse, på den ene eller den anden måde.

Jeg kom til at tænke på, at mange virker som om de har det svært med anderkendelsen, med rosen. Enten svært ved at give den, men måske især ved at modtage den. Og nogle gange svært ved andre får den. Som om det ikke er fortjent? Hverken at man selv får den, eller andre får den?

Jeg har meget sjældent været ude for at nogle har fået ros eller anderkedndelse på et forkert grundlag. Jeg oplever nok mere, at der bliver givet for lidt af den, men sjældent at den ikke er fortjent.

Man skal huske at rose. Rose hinanden, og vigtigst af alt skal man da huske at give den til sig selv. Jeg indrømmer at jeg ikke har været den store selvroser i mit liv, men er da blevet bedre, heldigvis.

For hvis man gør noget og gør det godt, skal det også vises og siges højt!

Kærligst

Iben

Kærligst

IbenME