Om at være lille og fortvivlet

ja, jeg ved det godt, der er mange indlæg i øjeblikket om børn, barsel, sygdom og forældrerollen, men det er også bare det der fylder mine dage lige for tiden.

Min yngste søn er ved at få tænder. Han har allerede to små fine fortænder i undermunden, og nu er de to fortænder i overmunden på vej.

Jeg kan ikke rigtig huske om den ældste havde ondt da han fik tænder. Det har han sikkert haft, men det har enten været meget kortvarigt, eller også kan jeg bare ikke huske det. Sidstnævnte er nok rimelig sandsynligt, da jeg pt., grundet mange måneders søvnmangel, har hukommelse som en guldfisk.

Anyways, min yngste søn har ondt. Og puha hvor er det hårdt at se sin lille dreng have ondt. Det er jo svært at forstå når man er så lille, at det går over igen. For ham er det en smerte og derved en fare.

Når mine unger er kede af det, er det eneste rigtige masser af voksen kontakt og derved tryghed. Jeg plejer at holde om dem og fortælle dem (og samtidig lidt mig selv), at det hele nok skal gå og at det snart er overstået. Jeg prøver at være den klippe de kan læne sig op ad, så de aldrig vælter.

Når det er sagt og ungerne (i dette tilfælde min yngste søn) er faldet til ro og sover, så læner jeg mig op ad min klippe der aldrig vælter; nemlig is.

Rigtig god dag derude, og har i nogle gode råd til at lindre ømme baby gummer, så smid endelig en kommentar her på bloggen.

Kærligst

Iben 

Kærligst

IbenME