Den første tand

Her er billedet af Villads, minus en tand, men med popcorn.

Okay, der følger vist en vis sentimental værdi med det at blive forældre. Jeg har hørt mange sige, at de har lettere til tåre, eller at de ikke kan tåle at se/høre om børn er der har det svært, efter de er blevet forældre, og jeg kan med ro i sindet sige, at jeg ikke er en undtagelse på det punkt.

Så da sønnen havde rokket sin rokketand så løst, at den nærmest var faldet ud, og mor her fik lov at rykke den det sidste stykke, kunne jeg da også mærke en lille tåre presse sig på. Men da vi sad midt i svømmehallen, til vores ugentlige svømmeundervisning, vendte jeg det til jubel og en kæmpe krammer. Og helt ærligt det er jo bare en tand, men på en eller anden måde har den stort signalværdi. Når man taber sin første tand, er det et tegn på man virkelig er blevet stor.

Og man blir sgu på en eller anden måde stolt. Stolt over over sin store dreng, og stolt over alt er gået godt. Vi puttede selvfølgelig tanden under hovedpuden til tandfeen. Og som de hukommelsesforladte forældre vi er, glemte vi også alt om det, og fik ikke lagt den lille chokolade-guldpenge, som Villads forventede, under puden.

Heldigvis har Villads ligeså dårlig hukommelse som sine forældre, og vi nåede næste morgen at få skiftet tanden ud med en guldpenge, som i skrivende stund ligger der endnu.