Navnefest eller dåb?

Tegningen af Valdemar er tegnet af min dejlige lillesøster
 aka. den anden halvdel af BlogOffSister.

I lørdags holdt vi navnefest for min yngste søn Valdemar.
Det gjorde vi også for Villads, men hvorfor ikke dåb?

Jeg er ikke selv døbt. Jeg er datter af en mor der var tibetansk buddhist i sine unge dage, hvor hun bl.a. er blevet velsignet af Dalai Lama, og en far der forlod Jehovas vidner i starten af tyverne. Min farmor og farfar har jeg af samme grund ikke set meget til i mit liv. Så jeg har har ikke rigtig haft nogle religion, der hørte til min familie.

Og det har jeg haft det godt med. Også selvom jeg blev drillet som barn, med at jeg jo ikke rigtig hedder Iben, da jeg ikke var døbt, men kun navngivet.
Men jeg er glad for at jeg altid selv har kunnet vælge hvad jeg skulle tro, og at ingen havde gjort det for mig.
Da jeg kom i konfirmationsalderen, valgte jeg bevidst det at blive døbt og konfirmeret fra. Jeg ville ikke stå i en kirke og lyve, og sige jeg troede på noget som jeg ikke gjorde, overfor mennesker som virkelig var troende.
Og jeg fik en fejring alligevel. Som alle andre.

Min kæreste er både døbt og konfirmeret, men er ikke troende. Han gjorde det mest for traditionens skyld, hvilket jeg har fuld respekt for. Men da jeg ikke er troende, og han ikke er troende, virkede det mest naturligt at lade vores børn bestemme selv.

Jeg er glad for jeg selv har kunne vælge. Og derfor skal mine børn have samme valg.

Valget om at tro på det de finder det rigtige.

Kærligst

Iben

Kærligst

IbenME