Northside Festival

Hold nu op hvor er vi bare trætte og mætte af fredagens oplevelser.

Turen gik (som du kan læse her) til Northside festival, for at se Grace Jones. Vi ankom til festivalen ca. halv to og fik straks armbånd på. Så var vi klar. Det var først i sidste øjeblik, at vi egentlig fik undersøgt, hvem der ellers var på programmet og hvem vi mente, var værd at se. Vi kunne blive enige om i hvert fald 4 bands, vi gerne ville se.

Vi gik straks en runde og fandt en siddeplads med skygge. Da man ikke fik udleveret en programoversigt, eller et kort over pladsen, tog det os lidt tid, at danne os et overblik.

Da vi ankom, var José Gonzales allerede så småt igang, med hans stille coverudgaver. Vi nåede da også at høre, det kendte cover-nummer “Teardrop”, som bestemt ikke skuffede. Næste kunstner på scenen var Barbara Moleko. På trods af, hun bandede rimelig meget, så fik hun da startet festen og vi fik rystet måsen i solen.

Herefter gik det slag i slag med musikken. Pladsen er lille, og de to scener afløser hinanden, så der er konstant musik. Det er dejligt, men i forhold til Roskilde Festival (som er der, vi er mest hjemmevant) også mere støjende. Altså var der ikke mange steder at søge hen, hvis man ville have lidt ro i hovedet, eller bare ønskede at føre en normal samtale.

Dette betød at vi tog en slapper i bilen, inden aftenkoncerterne – det gjaldt jo om at have energi til hele aftenen.

Senere kom vi op i gear til bl.a. Dizzy Mizz Lizzy, som leverede et godt show, der bød på nyheder, såvel som en masse nostalgi (heldigvis for os)!

Også FKA Twigs vi lov til at opleve, men det blev desværre et kort visit, da hun optrådte samtidigt med Alt-J. Til Alt-J koncerten, var lyden til gengæld så dårlig, at hans ellers så nuancerede elektroniske musik, druknede i bass og endte med at blive en noget monoton oplevelse. Musikken var i stedet kommet til sin ret, havde han optrådt på Arena scenen, på Roskilde Festival.

Det sidste vi fik lyttet lidt til inden Grace Jones, var Wu-Tang Clan. Her var lyden så dårlig, at mikrofonerne pev og skrattede under hele intro-nummeret. Heldigvis gav et af Wu-Tang medlemmerne (RZA), lydmanden en lille opsang, hvilket hjalp gevaldigt på resten af koncerten. Vi valgte dog at se resten af koncerten på afstand, en koncert der viste sig at vare næsten 2 timer.

Endelig blev klokken 01.00 og vi stod klar aller forrest, til at se dagens højdepunkt; Miss Grace Jones! Og vi fik lov at vente yderligere en halv time, inden festlighederne startede, men så gav hun den ellers, alt hvad den kunne trække.

I en alder af 67år, formåede kvinden stadig at danse rundt, i tårnhøje stiletter, med bare bryster, korset og body paint. På trods af en forstuvet ankel, dansede hun stadig rundt på scenen, og skiftede tøj imellem hver sang. På et tidspunkt satte hun sig på skuldrene af en af vagterne, for at kommandere ham rundt imellem sine fans. Hun skulle som altid hilse  på og denne gang, fik vi alle 3 (vi fra BlogOffSister+Mor) trykket hånden, på en af de nok største og mest spektakulære ikoner, igennem tiderne.

Efter en time sluttede hun koncerten af, med nummeret “Slave to the Rythm” – som traditionen tro, bestod af hende, der hulahoppede sig igennem hele akten.

Ligesom på Roskilde, var det en fantastisk koncert, som efterlod én med en masse indtryk, der skulle bearbejdes og snakkes igennem efterfølgende.

Så var det bare turen hjem. Først et par timers søvn i bilen, så en færgetur mod Sjælland kl. 07.00.

Nu er vi hjemme igen, efter en ligeledes dejlig dag, med grandfætterens fødselsdag (Tillykke !) . Det har været en fantastisk weekend, med masser af grineflip og dejlige oplevelser.

Kærligst

Sofie & Iben

Kærligst

IbenME