Jep, jeg skældte ud i legeland.

Jeg var I legeland med mine børn. Ikke noget vi har prøvet så tit, men vi holder påskeferie og det regnede, så det blev legeland. 

Min søn Villads og jeg er inde i et kuglebad. Vi leger og Villads kaster lidt med nogle kugler. Pludselig stiller et barn  sig op og tyrer en plasticbold lige i fjæset på mig. Og uden at tænke bliver jeg sur og giver barnet en opsang. Jep, der røg skældud ud af min mund.  Jeg glemte pædagogbrillerne og reagerede nok mere som Iben på 4 år! Hvilket passede godt til lokationen, men knap så godt til en mor på 33 år!  

Jeg blev simpelthen så sur! En ting er at man får smidt noget i hovedet, et andet er at personen griner når man siger av! Efterfølgende tænkte jeg meget over om jeg nu havde reageret rigtigt? Som udgangspunkt bryder jeg mig ikke om at få kastet ting i hovedet, og jeg mener også at det er et sundt at man reagerer autentisk og viser sine følelser. Men kan man tillade sig at skælde ud på andres børn? 

Lige meget om vi snakker girafsprog, med store eller små bogstaver, om man er konsekvent eller super rummelig, eller bare en stor blanding af det hele,  så er det vel vigtigt at få sagt fra? 

Samtidig bryder jeg mig  ikke om at irettesætte andres børn, da jeg ikke mener det er mit ansvar.  Men hvem har egentlig ansvaret? 

Mit ønskescenarie ville være at der havde stået en forældre ved siden af, som havde taget sig af situationen. I stedet så jeg mig selv stå og fortælle min søn, at han ikke skulle lege med det barn fordi personen var dum. Og ja, der gav jeg mig selv et fiktivt los i måsen bagefter. For det var nok det dummeste jeg har sagt længe. Men rummeligheden forsvandt et øjeblik. 

Jeg ved jo heller ikke om den pågældende forældre ville have reageret på den måde overhovedet. Og så har man lige pludselig en helt anden situation. For ligeså vel som jeg ikke har lyst til at irettesætte andres børn, ligeså vigtigt er det for mig at mit barn lærer, at det ikke er okay, og lærer at sige fra. Det gør han jo i høj grad ved at observere hans forældre og deres reaktioner. 

Jeg syntes man som barn skal opleve at det man gør har indvirkning på andre. Men jeg syntes også det er vores opgave som forældre, at lære vores egne børn det. Hvis jeg stod i samme situation ville jeg nok have gjort det samme. Men jeg ville måske huske pædagogbrillerne og i hvert fald holde mig fra den sidste kommentar til min søn. For det vigtigste i denne sammenhæng må være at huske rummeligheden og den gode tone! 

Kærligst  

Iben