Aprilsnar og undskyld-blomster

Så blev det første april. Den dag du ikke kan skrive en sms til nogen, uden der står “Jaja APRILSNAR!!!” i den besked du modtager tilbage. Den dag på året, hvor alle er kritiske overfor alt hvad de læser og hører. På nær mig. Jeg er så naiv og hopper i med begge ben, også i år da kæresten skrev til mig på arbejdet, at han ikke havde nået at hente ældstesønnen til tiden, og var mødt op til en lukket institution.

Jeg ringede straks op. Og spurgte halvpanisk ind til hvad der var sket, og om han havde prøvet at ringe. Han sagde han lige var kommet lidt for sent, og der var lukket og slukket da han kom. Selvom jeg godt kan se i bakspejlet, at det aldrig var sket sådan, at pædagogerne selvfølgelig havde ringet og lavet en aftale, så tænkte jeg slet ikke så langt, i det der føltes som det længste halve minut, indtil kæresten sagde; Aprilsnar! Og her skal der jo ikke et geni til at regne ud, at jeg jo ikke væltede bagover af grin. For jeg var alt for rundtosset. Normalt kan jeg godt se det sjove, selvom jeg altid syntes det er lidt pinligt, at jeg hopper så nemt på den. Men det er bare ikke sjovt når det gælder mine børn. Men heldigvis var det bare en aprilsnar, og da jeg kom hjem var der en fin blomst, som undskyld fra manden og plaster på såret, over at have skræmt livet halvt af mig.

Kærligst

Iben